Hvordan betaler jeg med rabataftalen?

I Elforbundet.dk stræber vi altid efter billigste elpris på bedst mulige betingelser. Du modtager derfor alle opkrævninger for el på e-mail, og kan omkostningsfrit betale dine løbende elregninger i netbanken.

Ønsker du at tilvælge betalingsservice, kan dette gøres i forbindelse med din anden betaling til elselskabet. Betalingsservice er en omkostningsdrivende service for elselskaberne, og koster typisk 10 kr. i kvartalet. Elselskaberne tjener ikke noget på os, og har derfor ikke andre steder, at placere denne omkostning.

Månedsvis eller kvartalsvis betaling?

Rabataftalen via Elforbundet.dk er Danmarks billigste elaftale. Det er ren elbørstimepris med 0,00 øre/kWh i pristillæg og 0 kr. i abonnement til elselskabet. Vi betaler som udgangspunkt kvartalsvis, men du kan frit skifte til månedsvis betaling, hvis du hellere vil det.

Ønsker du at ændre til månedsvis betaling, skal du efter aktivering af tilbud for rabataftalen sende en e-mail til info@elforbundet.dk, hvor du oplyser dit kundenummer hos elselskabet. Herefter søger vi for, at du ændres til månedsvis betaling.

Kan jeg ændre mit acontoforbrug?

Det kan du sagtens. Elselskaberne modtager i dag informationer om den enkeltes forventede årsforbrug fra de lokale netoperatører, som har ansvaret for forbrugsopgørelse. Disse oplysninger er ikke altid retvisende, da de hviler på et historisk forbrug samt forventninger til udvikling i forbrug.

Tilbud for rabataftalen som modtages indledningsvis, er altid skønnet, idet vi ikke tillader, at elselskaberne trækker vores faktiske forbrugsoplysninger før efter eventuel aktivering af tilbuddet. Efter aktivering får de adgang, og udligner umiddelbart efter på en aconto 2, så det fremover flugter det forventede forbrug samt områdets takster for posterne udenfor konkurrence. Beløbet er ren aconto, og modregnes krone for krone i første forbrug efter et skifte.

Når du modtager anden aconto, har elselskabet fået forbrugsdataene, og du kan under boksen på side 2 se dit ventede årsforbrug. Hvis dette er angivet højere eller lavere end, hvad du forventer, kan du skrive til info@elforbundet.dk og oplyse, at det skal ændres fra f.eks. 4.000 kWh til 2.000 kWh, hvorefter vi sørger for, at elselskabet retter til.

Kan jeg betale bagud?

En forudsætning for en rabataftale renset for omkostninger til elselskabet er, at der betales aconto. Elselskaberne er i dag forpligtede til via elregningen at opkræve afgifter for staten og transportomkostninger for de lokale netselskaber. Her betaler elselskaberne forud, og de ville derfor opleve store tab på dårlige betalere, hvis vi betalte bagud. Disse tab er der kun de gode betalere til at dække ind for, og det sker typisk via pristillæg og abonnement.

Selvom vi i Elforbundet.dk står sammen, og i fællesskab presser elselskaberne til billig el, så vil vi ikke solidarisk via højere elpriser dække omkostningerne for dem, som ikke betaler deres elregninger. Enhver må betale for sin egen el – det sikrer alle den billigste el.